Hjemmefra har jeg lært at man skal gøre sig umage når man går på arbejde!
Det at have fokus på hvordan man kan gøre det bedre end i går – godt for sine kunder – sine kolleger har altid ligget mig dybt på sinde.
Når jeg står op om morgenen – og skal til f.eks. et Netværksmøde, et bestyrelsesmøde eller en samtale med et menneske jeg skal forsøge at få videre i livet, så tænker jeg altid på hvordan jeg positivt kan gøre en forskel, levere et udbytte og eller gøre andre bare lidt mere glade. Det er også min indstilling når jeg går på banen i fodbold, spiller kort – dog med det formål at vinde.
Når jeg så ser på nogle af ting jeg oplever i det offentlige system – tænker jeg at man ikke helt har det på samme måde. Jeg får nogen gange den tanke at der er folk i Københavns Kommunes system der simpelt hen siger til sig selv når de står op: “Hvordan kan vi i dag gøre det endnu sværere at være borger med bil i København?” – “Hvordan kan jeg påvirke biltrafikken, så alle de borgere der bor i min by, kan forstå at vi IKKE ønsker at de har bil” – “Jeg vil udtænke nye snedige planer hvor jeg besværliggør fremkommeligheden – ja tænker jeg – lad mig lave røde bølger i stedet for grønne bølger – lad mig nedlægge P-pladser også der hvor folk bor og eller har brug for dem – så kan de lære det”. “Glæder mig til en spændende dag på arbejde – lad mig se om jeg lykkes med mine planer”. – Mit favorit program er Trafikradioen som jeg lytter til og følger med i hvordan trafikken snegler sig afsted – folk sidder i kø – Ju-hu – eller den kollektive transport er ramt af aflysninger og forsinkelser – det bliver en dejlig dag i dag.” – “Dem der har valgt at bo i min by har jo selv besluttet det og de kan da bare finde et andet sted hvis ikke de kan lide at være her”.
Man kunne også tage den anden vinkel. “Hvordan sikrer jeg mig at hjælpe så mange borgere som muligt? Hører jeg om et problem så gør jeg alt for at løse det som om borgeren var kunden i min forretning.” – “Kan jeg ikke selv løse det – så finder jeg en i systemet der kan – Vi er jo 40.129 ansatte til at passe på vores 613.289 borgere og med et budget på over 47.000.000.000 – ja, over 47 milliarder så må det kunne lade sig gøre” – I dag vil jeg gå gennem ild og vand – i dag vil jeg gøre en positiv forskel og glæde mine “kunder” – ja – borgerne er mine kunder”.
“Mine kunder skal være de gladeste kunder i landet! De skal elske min by og min butik – min butik er Københavns Kommune og jeg gør en positiv forskel”
“Borgerens problem og udfordring er min udfordring”. – Lige nu føler jeg ind imellem det er omvendt – lad os sammen hjælpe hinanden med at lave om på det. Der findes dog ind imellem gode positive historier tænker jeg – del dem gerne med mig så jeg bliver glad igen!
Ønsker det bedste for vores dejlige Hovedstad – den skal blive ved med at være dejlig, rummelig, tryg, sikker, venlig og ren. Der skal være plads til alle.
Vil du være med? – Jeg spørger bare af ren nysgerrighed.
Tak.
Henrik Busch
29. maj 2018
www.buschonboard.dk