Hvorfor skal vi snage?
Børsen bragte den 17. april et indlæg om at den nye lov tvinger børsselskaber til at afsløre direktionernes løn, bonus og pensionsvilkår.
Det kan man have ganske mange meninger omkring. Min er dog at det er en sag mellem bestyrelsen og ledelsen i de enkelte firmaer og netop bestyrelsen er sat i stolen for at varetage aktionærernes interesser. Derfor behøves det ikke nødvendigvis at være offentligt tilgængeligt hvad en topchef får i et selskab. Man kan være enig i at der ind imellem kommer sager frem hvor løn og ansvar måske ikke hænger sammen med den konkret opgave og at visse gange kan man stille tvivl om bonus mål og risiko vurderingen er afstemt bedst muligt. Men det er og bliver et bestyrelsesanliggende og de kan jo evt. benytte headhuntere eller andre der kan rådgive om hvordan den rette kompensationspakke for et givet job strikkes sammen.
Vi lever jo i et land hvor janteloven hersker og det at dele lønforhold ofte giver anledning til misundelse. Ofte har medierne også en efter min mening utålelig vinkel på og interesse for hvad en top chef og direktion tjener. Hvad rager det os egentlig? Og hvorfor stiller vi ikke spørgsmålstegn ved om Messi og Ronaldo er deres flere hundrede millioner kroner værd år efter år – Hvorfor Brad Pitt og Angelina Jolie har skrabet en formue sammen på over 3,5 mia. kr. Der stiller vi ikke så mange spørgsmålstegn.
Husk at en topleder ofte har ansvaret for hundrede vis eller tusind vis af jobs og skal beskytte og udvikle kæmpe værdier for selskabet og forretningen. Husk at han eller hun som står forrest kan blive fyret og være ude – helt ude af markedet hvis noget går galt. Lad det nu være op til bestyrelserne at sætte de rigtige pakker sammen og lad evt. professionelle udefra rådgive dem.
Henrik Busch
Bestyrelsesformand/CEO