18. marts 2020
Venlig påmindelse til Christiansborg
Corona udgifterne skal ikke hentes ind via nye skatter og afgifter der pålægges erhvervslivet!
Vi er naturligvis ikke igennem Corona problemerne endnu – men godt på vej. Tak til dem der gjorde det muligt for detailhandlen af delvist genåbne den 1. marts 2021. Der er stadig de store butikker og Storcentre som på ret mystisk vis og uden egentlig veldokumenteret begrundelse ikke kan åbne – men det får vi vel svar på eller løst snarest.
Ligeledes er de liberale erhverv nu så langt ud at det er på tide at få dem med i pakken. Selv Allan Randrup Thomsen kan nu se rimeligheden i at gøre disse forsøg og vi ved at detailhandlen på bedste vis har udvist handlekraft og givet jer alle tillid ved at kunne håndtere kunderne på bedste vis da de endelig kom tilbage. Restriktionerne overholdes og kunder ”opdrages”.
Det hele kommer med en pris har vi hørt gentagende gange fra Regeringen. Hjælpepakkerne har været nødvendige men ikke tilstrækkelige til at redde alle og vi vil fortsat se konkurser og lukkede bymidter med tomme lokaler.
Men vi er kommet bedre igennem end først antaget.
Christiansborg må dog live erhvervslivet og detailhandlen at der ikke komme nye skatter og afgifter for at hente de meget store lån hjem som Staten har påtaget sig. Vi slider trods genåbning med op til 3 mistede sæsoner – en mistet julehandel og udsalg og igen vil dette forår være præget af at ingen af modebutikkerne har kunnet disponere efter almindelige retningslinjer da de af gode grunde ikke har vidst om de var købt eller solgt. Dette forår bliver således også en meget svag sæson og det kan slet ikke rette op på det tabte.
Derfor anmoder jeg venligst om at Christiansborg ikke tænker at pålægge dansk detailhandel flere afgifter, byrder og skatter før vi er tilbage på fuld kraft igen.
De udsatte moms og skattebetalinger er jo ikke andet end en udskydelse af problemet eller en chance til at tjene lidt af pengene hjem for så at tømme kassen igen.
Vi håber i erhvervet at I politikere vil forstå hvordan en detailhandelsbutik fungerer – eller vi vil gerne sætte jer ind i rytmen og mekanismerne der kan synliggøre at de fleste butikker kun lige før krisen løber rundt med 3-5% i afkast ved normal drift.
Der er ikke plads til nye byrder og I vil slukke håbet hos dem som stadig tror på at de kan genoprette deres forretning efter Covid krisen. Tænk på at mange af de selvstændige har spillet hele deres friværdi og deres pensionsopsparing op på denne krise – kommer der yderligere er de væk – helt væk.
Håber I alle vil tænke på dette lille skriv når i skal til at forhandle hvordan vi skal fylde statskassen op igen.
Blot et lille nødråb fra en ”Købmand” der kæmper for detailhandlen og har gjort det i mere end fyrre år.
Tak.
Henrik Busch henrik@buschonboard.dk www.buschonboard.dk 40401707