10. januar 2022
Det er ikke alt Regeringen rutter med!
Det offentlige budget og forbrug vokser betydeligt under den nuværende regering – det er fakta. Bare se de seneste tal omkring SKAT som er vokset fra ca. 6.0 mia. kr. til over 10 mia. kr. Et andet eksempel er Minksagen som koster os danskere omkring 20 mia. kr. – man kunne blive ved.
Men en ting Regeringen IKKE er ødsel med er rosen til danske virksomheder og organisationer der nu i to år har kæmpet med restriktioner og fået produktionsplaner, arbejdstidstilrettelæggelse, hjemmearbejdspladser og manglende medarbejdere til alligevel at fungere så godt det nu er muligt med de hjælpepakker der for nogen har været redning og for andre et mareridt – endda konkurs.
Vi har lyttet til Pressemøde efter Pressemøde i Spejlsalen hvor Statsministeren flankeret af udvalgte fagministre har lagt ansigtet i de rette folder og betydet alvoren af nye begrænsninger og restriktioner. Vi har virkelig skulle tage os sammen – det har det gennemgående tema været.
Men Erhvervslivet er blevet overset igen og igen. Ikke med hjælpepakker i alle tilfælde men med en ærlig og oprigtig anerkendelse for det kæmpe, kæmpe stykke arbejde der ligger i at holde skuden oven vande med de arbejdsbetingelser der gang på gang har gjort det vanskeligere.
Det er på tide at såvel Statsministeren såvel som Erhvervsministeren husker at rose og anerkende den indsats. Det er ikke kun sygeplejerskerne der løber stærkt – som det udtrykkes – men det er i høj grad også dem der tjener pengene til det enorme offentlige forbrug denne regering har – det er virksomhederne der skaber arbejdspladser og indtægter til Danmark.
Vis dog en smule opbakning og opmærksomhed.
TAK
Henrik Busch
henrik@buschonboard.dk
Skriv et svar