Det er en af mange overskrifter i aviserne omkring vores børn og unge i skolerne.
Alt for mange børn får stillet diagnoser inden de overhovedet starter i skolen og de bliver derfor ”placeret” i båse og omgivet af misforstået omsorg ret ofte. Nogen starter med lykkepillerne meget tidligt og så går det galt senere hen.
Hvor går det galt på vejen mod voksenlivet?
Hvis man studerer børn der afleveres i institutionerne og på skolerne om morgenen vil man kunne konstatere at ret mange af dem slet, slet ikke er parate til at starte en ny dag.
Stress og jag fra morgenstunden – vi kom for sent op – vi nåede ikke morgenmaden – vi glemte det halve af taskens indhold og fik ikke smurt madpakken.
Man kan se det i øjnene ikke kun på forældrene men især på børnene der halser efter den stressede voksen og bliver smidt af ved kantstenen, afleveret ved lågen eller i armene på pædagogen. Jeg har kikket på flere skoler omkring kl. 7.45 til 8.15 og kan blot konstatere at ungerne ikke er helt klar i blikket og virker ”tændte”.
Det er en DÅRLIG start på dagen.
Giv børnene en god morgen rytme, tid og ro til at forberede dagen uden stress og jag. Sørg for at de er topklar til dagen efter en god nats søvn – ellers kan de ikke præstere og være læringsparate. Man skal se det som en god investering i fremtiden for ens barn at de kommer godt i gang hver dag. Uden sammenligning i øvrigt – men man smider ikke et stresset fodboldhold på banen men sørger for at hver enkelt spiller har gennemgået sine egne rutiner for at være klar til kamp.
Hvad kan vi så gøre?
Vi kan skabe de rette rammer og egne leveregler for hvordan vores børn skal starte dagen og hvilke forudsætninger der skal være på plads for at det bliver en god dag. En mere eller mindre fast morgenrytme giver ro og tryghed og bedre muligheder for at dagen starter bedre end hos langt de fleste.
Det gælder naturligvis også at vores pædagoger og lærere er motiverede for at arbejde med andre mennesker, børn og unge og give dem gode oplevelser. Tilrettelæggelsen af tiden i løbet af en skoledag eller en legedag er vigtig og den rette modtagelse af ungerne når de møder ind betyder ret meget. En god start giver de bedste forudsætninger.
Lad os lykkes med det både hjemme og på skoler og institutionerne.
Henrik Busch
16.11.2022