Det er der nok ikke så meget nyt i men det mest groteske er nu den optakt til VM Fodbold i Qatar.
De sidste 14 dage har stort set alle medier kørt en negativ hetz og udskammet alle dem der tænker på at støtte landsholdet enten sportsligt, som sponser eller seer og tilskuer. Således kan DR i dag offentliggøre en ny måling hvor ca. 50% af danskerne har et negativt indtryk af slutrunden og stedet det afholdes. Ikke underligt med det flotte forarbejde alle medier har lavet for at så tvivl om lødigheden af slutrunden og værtslandet. Ingen tvivl om at vi er noget sent på den med evt. boykot og kritik. Det skulle være sket for 10 år siden fra centralt hold fra organisationer, politikere og andre med indflydelse på hvor det ville være rimeligt at afholde en slutrunde. Nu er den der og det må man forholde sig til.
Pressen var ikke så negative da der blev afholdt slutrunde i Rusland eller OL i Kina – velvidende at de to lande nok heller ikke efterlever moderne krav til demokrati og andre menneskerettigheder. Men der gjorde man ikke det store nummer ud af det i medierne.
Somme presse, tv kanaler, aviser og online medier vil i de næste tre uger svælge sig i sports- og fodboldnyheder for at ”sælge” deres medie bedst muligt og jeg tror ikke på at netop medier boykotter dækningen af den spændende slutrunde med dansk deltagelse.
Det er så dobbelt moralsk af pressen og så forudsigeligt at de selv lægger taktikken for at få så meget opmærksomhed omkring det ulækre og negative der er ved at lægge slutrunden i Qatar og samtidig dække slutrunden og alt omkring den massivt sportsligt og i øvrigt tage alle danskerne med som gidsler hvis de tillader sig at se kamp og bakke op.
Tror de fleste større medier i Danmark har et hold afsted i Qatar.
Det er på tide at der kommer mere fornuft og voksenhed ind i redaktionerne og de lærer at forholde sig til fakta, sund fornuft og timing i tingene.
Held og lykke til landsholdet og alle de danskere der vil og ”tør” følge vores danske drenge!
Henrik Busch
18.11.2022