Noa Redington, politisk kommentator for Politiken og TV 2 News, har i denne uge påpeget en bekymrende tendens i det danske folkestyre. Han fremhæver, at mange politiske beslutninger ikke længere træffes i Folketingssalen, men i forligsgrupperne. Dette skift betyder, at den reelle magt og indflydelse flyttes fra Folketinget til mindre udvalg, hvor partierne stræber efter at være en del af et forlig. De partier, der ikke deltager i disse forlig, risikerer at stå uden for indflydelse.
Redingtons kritik understreger en udfordring i det danske demokrati, hvor beslutningsprocesserne i stigende grad foregår uden for den åbne debat i Folketingssalen. Dette kan føre til mindre gennemsigtighed og en følelse af eksklusion blandt de partier og vælgere, der ikke er repræsenteret i forligsgrupperne.
Jeg observerer, at embedsværket, ofte omtalt som “betonlaget”, har betydelig indflydelse på den politiske beslutningsproces, er en velkendt diskussion i dansk politik. Embedsmændene, mange med en baggrund fra DJØF, spiller en central rolle i at forberede og implementere politikker, hvilket kan føre til en opfattelse af, at de udøver stor magt, mens ministrene fungerer som frontfigurer.
Inger Støjberg er et eksempel på en modig minister, der udøvede betydelig personlig indflydelse. Som udlændinge- og integrationsminister fra 2015 til 2019 traf hun beslutninger, der gik ud over embedsværkets anbefalinger. Dette kulminerede i en rigsretssag, hvor hun blev dømt for ulovligt at have adskilt asylpar, hvor den ene part var mindreårig. Den 13. december 2021 blev hun idømt 60 dages ubetinget fængsel for forsætlig overtrædelse af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1
Det er således min klare oplevelse af, at Folketinget i stigende grad afkobles fra den reelle magt, og at beslutninger i højere grad træffes blandt embedsværket – “betonlaget” – er en opfattelse, mange deler, især når det gælder komplekse og teknisk præcise områder som økonomi, sundhed og klima. Embedsmændene, som ofte har lange karrierer og specialiseret viden, bliver nødvendige rådgivere og har betydelig indflydelse på, hvilke informationer og anbefalinger ministrene modtager eller IKKE modtager!
Det kan føre til, at embedsværket påvirker de politiske beslutninger mere end de folkevalgte politikere, fordi de sidder inde med ekspertise og kontrol over den praktiske implementering af lovgivning. Denne dynamik kan også skabe en form for magtforskydning, hvor politikere, især dem udenfor forligsgrupperne, føler sig som tilskuere til processer, der ofte finder sted bag lukkede døre.
Dette skift væk fra folkevalgte repræsentanters indflydelse til embedsmændenes praksis og fortolkninger er en tendens, der bekymrer mange, da det kan undergrave demokratiets åbenhed og borgernes mulighed for at stille beslutningstagere til ansvar. Dette gør også, at ministre uden stærk politisk gennemslagskraft eller vilje let kan blive “kransekagefigurer,” hvor deres funktion mere er repræsentativ end beslutningstagende.
Skal vi acceptere det?
Henrik Busch
3. november 2024