Vi er nok det mest digitaliserede land i verden!
Meeen når det kommer til at lave et digitalt valg – er vi ikke modige nok og jeg anerkender ikke begrundelserne for at vi ikke skulle gøre det – når vi har de ellers sikre systemer som Nem-Id.
Som det fremgår af den søde Praktikants svar til mig skal vi nok ikke regne med at vi på den front er et “Dukseland” som går foran – desværre.
Kære Henrik Busch
Tak for din mail.
På nuværende tidspunkt afholdes valg som bekendt fysisk og uden brug af digitale redskaber, der giver mulighed for eksempelvis at stemme elektronisk og uden fysisk tilstedeværelse. Det er der en række grunde til.
For det første er det fastsat i grundloven, at Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg. Dette grundlæggende princip om stemmehemmelighed gælder ikke alene ved folketingsvalg, men også ved andre valg. Det vil i praksis være meget vanskeligt at sikre denne stemmehemmelighed, hvis vælgerne kunne stemme andre steder end på et fysisk afstemningssted.
Dernæst giver en fysisk stemmeafgivning en mere transparent valghandling, hvor alle interesserede kan overvære stemmeafgivningen og stemmeoptællingen. Det ville man ikke kunne på samme måde, hvis det hele foregik digitalt i et it-system.
Endelig giver en fysisk stemmeafgivning en valghandling, der er mindre sårbar over for hackerangreb på de involverede it-systemer.
På den baggrund kan jeg oplyse, at der ikke er planer om at indføre elektronisk stemmeafgivning ved valg i Danmark, heller ikke ved brug af apps eller MitID.
Med venlig hilsen
Cecilie Bach Kjeldsen
Praktikant, Demokratikontoret – Valgenheden
M 72 28 25 08
@ cbk@im.dk
@ valg@im.dk
Kære Minister,
Tak for jeres svar og de betragtninger, I har fremlagt om de udfordringer, der er ved at gennemføre digitale valg i Danmark.
Jeg forstår og anerkender de bekymringer, I nævner omkring stemmehemmelighed, gennemsigtighed i processen samt sårbarheden over for cyberangreb. Jeg vil dog gerne fremhæve, at den digitale udvikling i Danmark – herunder introduktionen af MitID – har givet os værktøjer, som gør det muligt at tage en mere nuanceret tilgang til sikkerhed og gennemsigtighed i digitale processer.
Eksempelvis kunne vi ved hjælp af blockchain-teknologi sikre en høj grad af transparens i optællingsprocessen, samtidig med at stemmerne forbliver hemmelige. Ligeledes kan vi med en hybrid model, hvor både fysisk og digital afstemning sameksisterer, give vælgerne mulighed for at vælge den metode, der passer bedst til deres behov og situation – hvilket i øvrigt også kan øge valgdeltagelsen.
Når det gælder sikkerhed, er mange af de systemer, vi i forvejen benytter i den offentlige sektor, allerede beskyttet af høje standarder for cybersikkerhed, og med de rette investeringer kan vi forstærke dette yderligere. MitID har allerede bevist sig som en sikker og betroet platform, som kunne danne grundlag for et fremtidigt digitalt valgsystem.
Jeg opfordrer derfor til, at vi tager et skridt fremad i retning af at udforske mulighederne for at udvikle og implementere en sikker og gennemsigtig digital valgmulighed. Det vil ikke kun sikre en moderne og tilgængelig valghandling for flere danskere, men også bane vejen for fremtidens demokrati.
Tak igen for jeres overvejelser, og jeg håber, at vi kan have en fortsat dialog om dette vigtige emne.
Med venlig hilsen,
Henrik Busch
12.11.2024