Lidt en skræmmende overskrift og så alligevel ikke!
Det er livsrejsen vi er på gennem vores liv og med de udfordringer de her 17 livsfaser indeholder. Vi er alle forskellige mennesker og så alligevel er der fælles træk ved os som gør at vi kan sættes i ”kasser” eller lade os inspirere til hvad det er man kan lægge vægt på i den forskellige faser af ens liv som jo på et tidspunkt rinder ud for os alle.
Det giver mig ikke kun et overblik men også en refleksion når jeg møder og taler med andre – er sammen med andre for at forstå netop deres livsfase og de udfordringer de sidder med på det tidspunkt vi mødes og hvad der venter dem med tiden.
De første faser husker vi af gode grunde ikke selv så meget – men vi møder vel familie og venner som beriger os med børn der vokser op – eller vi kan genkende nogle af de beskrivelser der her kommer.
Jeg syntes det er spændende at forsøge at forstå andre mennesker – både dem man kender rigtig godt – men også dem man lytter til overalt hvor man kommer.
Dette er min drejebog i mødet med andre – måske den kan inspirere dig til at tænke lidt over det samme – livet og ikke mindst andres udfordringer på vejen fra Vugge til Krukke?
Fase 1: Før-fødsel – Forestilling og forventning
- Hjerteslag og liv.
- Foster, der vokser, og morkroppen der ændrer form.
- Scanningsbillede på køleskabet.
- Første symbolske babyting købes med omhu.
- Arvegods findes frem.
Fase 2: Baby – Omsorg og praktiske løsninger
- Nye sanseoplevelser – kulde, lys og lyd.
- Navlestrengen klippes over – frigjort fra mor.
- Første åndedrag og det store skrig.
- Basale behov, der skal dækkes.
- Ingen behovsudsættelse.
Fase 3: Tumling – Stimulering og leg
- Barnet begynder at kravle – er nu ikke længere kun stilleliggende.
- Tager sine første skridt og får sit første par sko.
- Begynder at tale et lettere uforståeligt sprog.
- Barnet får sin første skefuld mad.
- Skift fra barnevogn til klapvogn.
- Første pasning hos fremmede.
Fase 4: Børnehavealderen – Socialisering og selvstændighed
- Der tages afsked med vuggestuen/dagplejen.
- Tandfeen kommer forbi.
- Første børnefødselsdag derhjemme (lettere vildt kaos).
- Lærer at køre på cykel med/uden støttehjul.
- Færdes i trafikken – biler er farlige!
- Første rigtige legeaftale.
- Livet med madpakke starter.
- Børnehavestemme med høj decibel.
Fase 5: Den tidlige skolealder – Indlæring og udvikling
- Første skoledag – en stor og vild oplevelse.
- Køb af første flotte skoletaske.
- Et firkantet skoleskema og yndlingsfaget: frikvarter.
- Fritidsaktiviteter er sjove, og der er altid voksne til stede.
- Første smartphone – nedarvet i familien.
- Første skoletur med overnatning.
Fase 6: Tweens – Drømme og venner
- Ikke flere autostole.
- Fritidsaktiviteter uden forældrenes involvering.
- Klassefester og lejrskole uden forældre til stede.
- Oprettelse af profiler på sociale medier.
Fase 7: Teens – Anerkendelse og frigørelse
- Bumser og stemmen i overgang.
- Fest med et par øl i hånden.
- Smækker med døren efter første store skænderi.
- Forældre opfattes som drøn irriterende.
- Referencerammen skifter til vennerne.
- Første fritidsjob.
Fase 8: Identitet – Selvindsigt og dannelse
- Afslutning af ungdomsuddannelse.
- Alle omkring spørger: “Hva’ så nu?”
- Flytte hjemmefra og betale for alting selv.
- Tegne første forsikring og mobilabonnement.
- Tage kørekort og låne en bil.
- Første dag på videregående uddannelse, elevplads eller job.
- Tage på ferie med vennerne i stedet for familien.
Fase 9: Etablering – Pardannelse og forankring
- Nøglerne til fælles bolig udleveres.
- Fælles navneskilt hænges op.
- Første fælles tur i Ikea.
- Polterabend og bryllup.
- Stiftelse af en god portion gæld.
Fase 10: Familie med små børn – Nemt og bekvemt
- Første bekendtskab med babylivet.
- Hjemmet indrettes på ny med plads til de små.
- Babyværelse gøres klar.
- Køretur hjem fra hospitalet.
- Natten afbrydes af gråd – og derefter sover man aldrig godt igen.
- Første tur med barnevognen.
- Mødregruppe eller fædregruppe.
Fase 11: Familie med skolebørn/tweens – Panik, tidspres og aflad
- Der købes skoletaske og deltages i første skoledag.
- Første forældremøde med valg af forældreråd.
- Første besked på Aula – og 2000 beskeder derefter.
- Livet lægges i faste rammer for hele familien.
- Der køres til fritidsaktiviteter – ny rolle som taxachauffør.
- Den store familiekalender hænges op.
Fase 12: Familie med teens – Frihed og kamp
- De første grå hår og/eller vigende hårlinje.
- Trampolinen pakkes ned og køres på lossepladsen.
- Den første BH købes til teenagepigen.
- Første og sidste konfirmation eller flere.
- Svært at få badeværelsestid, og der er aldrig mad i køleskabet.
- Sidste madpakke smøres – de kan selv eller vil ikke have mad med.
- Henter fuld teenager hjem fra fest.
Fase 13: Selvrealisering – Udvikling og realisering
- Børnene flytter hjemmefra – sikken en fred!
- Tomme værelser indrettes på ny.
- Fri for at være taxachauffør.
Fase 14: Ny senior – Det gode liv og tid til alt
- Sidste arbejdsdag og første pensionsdag.
- Brev fra Ældre Sagen – er jeg gammel?
- Seniorrabat – hvad er det?
- At glemme hvilken ugedag, der er tale om.
- Første store rejse verden rundt.
- Guldklumperne (børnebørnene) kommer til verden.
- Briller med læsefelt og glidende overgang.
- Ledige eftermiddage og aftener.
Fase 15: Rutinesenior – Tryghed og gentagelser
- Ikke flere nye/vilde aktiviteter og rejser.
- Fra det vilde og nye til det trygge og kendte.
- Sælge sommerhuset/kolonihaven.
- Flytte i mindre bolig eller justere på eksisterende.
- Deltage ugentligt i motionstilbud – også for hyggens skyld.
- Første pilleæske – livsstilssygdomme rammer.
Fase 16: Hjemmegående senior – Magelighed og sikkerhed
- Begrave ægtefælle og vænne sig til livet alene.
- Flytte i ældrevenlig(ere) bolig.
- Første besøg af hjemmeplejen.
- Måltider leveres udefra nogle af ugens dage.
- At få inddraget kørekortet.
- Første kørsel med flextrafik.
- At se frem til familiens sporadiske besøg.
Fase 17: Den afhængige – Afhængighed og omsorg
- Krop eller hjerne står af.
- Flytning til ældrebolig eller plejehjem.
- Børn hjælper med at flytte – nu er det den anden vej rundt.
- Økonomi overdrages til børnene.
- Tage stilling til egen begravelse.
Disse faser er beregnet til at give indsigt i de forskellige stadier, mennesker gennemgår i løbet af livet, og hvordan behov og forbrug ændrer sig tilsvarende.
Skrevet at Louise Byg Kongsholm – PEJ Gruppen – som jeg ind imellem møder og lytter til – fantastisk kvinde med stor viden om livet! Lyt med her:
Louise har skrevet flere bøger – bla. den med samme overskrift som dette opslag og som bør ligge under ethvert juletræ i år. https://www.trendstore.dk/fra-vugge-til-krukke-livsfaser-og-forbrug
Henrik Busch
13. november 2024