Sundhedsreformens fatale fejl: Når systemet sætter borgeren sidst!
Der er en grund til, at 2,9 millioner danskere har tegnet en privat sundhedsforsikring. Det er ikke bare en luksus, men en nødvendighed, fordi tilliden til det offentlige system er forsvundet. På de private hospitaler er der ingen lange ventetider, og operationer gennemføres til en brøkdel af den pris, det koster i det offentlige system. Hvorfor? Fordi de forstår at drive et sundhedsvæsen effektivt – uden at drukne i bureaukrati.
Danmark er et af verdens bedste lande til at helbrede, men når det kommer til forebyggelse, halter vi alvorligt bagefter. I stedet for at forhindre sygdomme, fokuserer vi på brandslukning. Det er absurd, når forebyggelse både kunne forbedre livskvaliteten og aflaste et overbelastet sundhedsvæsen. Vi har i årevis vidst, at forebyggelse betaler sig, men alligevel prioriteres det ikke. Det er som om, vi har opgivet ambitionen om at tænke langsigtet, selvom det er præcis det, vores sundhedsvæsen skriger på.
Reformen introducerer blandt andet etableringen af 17 nye sundhedsråd i 2025, hvor regioner og kommuner angiveligt skal samarbejde om at styrke det lokale sundhedsvæsen. I 2026 følger en ny national sundhedsplan og lokale nærsundhedsplaner for at sikre ensartethed og kvalitet. Men det store spørgsmål er: Hvad skal sundhedsrådene reelt bidrage med? Hvis opgaven er at skabe samarbejde og ensartethed, hvorfor nedlægger vi så ikke regionerne, som i årevis har bevist, at de ikke evner denne opgave? Sundhedsrådene virker som endnu et lag af administration i et allerede bureaukratisk system. Hvad er indholdet af en national sundhedsplan, og hvordan sikrer vi, at det ikke bare bliver endnu en politisk skrivebordsøvelse uden reel effekt? Det er uklart og uambitiøst.
Tag bare de superlange ventetider på scanninger i det offentlige system. De dyre scannere står stille mange timer i døgnet, selvom flaskehalse kunne elimineres, hvis man udnyttede kapaciteten bedre og kørte scanninger døgnet rundt – også i weekenderne. Kun 5% af alle scanninger sendes i udbud, så vi formår ikke engang at udnytte den samlede kapacitet i landet. Er det virkelig så svært at lade udbud og efterspørgsel styre effektiviteten?
Regionerne bruger tæt på 90 milliarder kroner om året på offentligt drevne hospitaler. Men hvor mange penge forsvinder i et administrativt sort hul? Når der er mangel på sygeplejersker og sundhedspersonale, sender vi besked ud i verden og tiltrækker dygtige folk, som lærer dansk på rekordtid. Men fordi systemet ikke kan håndtere certificeringsprocessen, må vi sende dem hjem igen. Var det ikke statsministeren, der sagde, vi skulle have 5.000 flere sygeplejersker? Systemet selv er blevet en dræber – det slår ikke bare initiativer ihjel, men også mennesker.
Der spildes enorme ressourcer, fordi vores systemer ikke taler sammen, udstyret ikke er opdateret, og mange processer stadig er manuelle. Vi har teknologi, der kan aflæse patientværdier med en app, men vi fastholder forældede rutiner, der kræver, at personalet løber frem og tilbage. Hospitalerne udskriver patienter om fredagen for at “tømme” sengene, kun for at få dem ind igen ugen efter, fordi de aldrig var færdigbehandlet. Det er ikke bare ineffektivt – det er direkte uansvarligt.
Mine egne erfaringer med hospitalssystemet har været overvejende positive, når det gælder kvaliteten af læger og sygeplejersker. De er dygtige og kompetente. Men når man ligger og kigger op i loftet i 3-4 dage og oplever den håbløse ineffektivitet, bliver man for alvor trist. Ledelsen halter. Der spildes tid, og ressourcerne bruges ikke optimalt. Hvis vi virkelig vil redde sundhedsvæsenet, skal vi starte med at sætte borgerne over systemet.
Denne reform kunne have været startskuddet til at ændre tingene fundamentalt. Men det kræver, at vi tør tage de svære beslutninger – nu, ikke om 10 år. Folk dør, mens vi venter på, at politikerne får modet til at handle. Reformens største svigt er, at den ikke sætter borgerne først. Systemet har fået lov at diktere alt for længe. Det er på tide, at vi kræver handling. Nok er nok.
Kære Sundhedsminister – Kære Regering – er I tilfredse med det store stykke arbejde I har lavet – sådan med hånden på hjertet – Er det godt nok?
Hvor mange skal dø fordi vi ikke er mere ambitiøse på tid og fordi “Betonlaget”, det Politiske System IKKE tør – pengene er der jo og liv håber jeg stadig betyder noget i Danmark eller hvad?
Henrik Busch
23.11.2024