KV2025: PARKERING ER BLEVET EN VALGSAG – HVAD VIL I KONKRET GØRE FOR KØBENHAVN?
Kommunalvalget i november 2025 handler ikke kun om, hvem der skal have magten på Rådhuset i København, og om Socialdemokratiet mister overborgmesterposten, som det meget vel ser ud til lige nu. Valget handler i høj grad også om, hvordan Folketinget og de politiske partier forholder sig til de helt centrale forhold i vores hovedstad – især dem, som berører borgerne hver eneste dag.
Det er tid til et opgør med den ekstremt rigide og bilfjendtlige tilgang, som Københavns Kommune har haft i årevis.
Der er nu nedlagt over 20.000 parkeringspladser i København – og blot henover vinteren 2024/2025 er yderligere 600 fjernet i Indre By alene, hvor der nu kun resterer cirka 225 pladser. Det er blevet en konkret, daglig udfordring for:
- Beboere, der har brug for bil i hverdagen
- Virksomheder og deres medarbejdere, der er afhængige af mobilitet
- Håndværkere, der afviser opgaver i byen pga. urimelige p-forhold
- Kunder, gæster og turister, som dropper byen, fordi det er blevet for bøvlet
Vi har oprettet en gruppe, Ja tak til Parkering i København, hvor vi indsamler vidnesbyrd, eksempler og hverdagsoplevelser fra hele byen. Det er tydeligt: Politikerne – både på Rådhuset og på Christiansborg – har i alt for lang tid været ude af synk med virkeligheden og borgernes behov.
Det mærkes nu. Reaktionerne er stærke. Og det er ikke længere et nicheemne.
Parkeringspolitikken i København har vidtrækkende konsekvenser: For erhvervslivet. For hverdagslivet. For byens tilgængelighed. For fællesskabet. Og for, om København overhovedet kan kalde sig en levende hovedstad eller bare en trafikforladt kulisse for velmenende visioner uden jordforbindelse.
Jeg har tidligere rettet henvendelse til landets 98 borgmestre med fokus på bymidternes udfordringer. Kun 46 svarede. Det siger alt om, hvor langt der er mellem system og virkelighed.
Derfor spørger jeg jer nu – som parti, som politisk bevægelse, som ansvarlige for Københavns fremtid:
🔹 Hvad er jeres konkrete politik på parkeringsområdet?
🔹 Vil I arbejde for flere parkeringspladser til beboere, erhverv og gæster?
🔹 Vil I stoppe den vilkårlige nedlæggelse af p-pladser?
🔹 Vil I sikre bedre skiltning, information og løsninger – især for gæster og handicappede?
🔹 Vil I anerkende, at biler er en nødvendighed for mange og ikke bare et onde, der skal forbydes i Indre By?
Det her handler ikke om Aarhus’ hyggelige “Den Gamle By”. Det handler om København. En europæisk hovedstad. En metropol. Et kraftcenter. Og vi kan ikke være det bekendt, som det ser ud i dag.
Jeg anmoder derfor om et konkret svar fra jer inden den 15. maj 2025.
Vi er mange, der følger med, og vi bliver endnu flere. Og vi slipper jer ikke i valgkampen.
Måske der er en god chance for at lave alliancer på Rådhuset som ikke er set før – emnet bliver om ikke andet HOT!
Med venlig hilsen,
Henrik Busch
Initiativtager – Ja tak til Parkering i København
https://www.facebook.com/groups/1305162653909119
18.04.2025