Det siger et gammelt ordsprog som jeg vælger at tage med her -fordi:
Når arven går i stå: Hvorfor kan DR finde arvingerne, men ikke bobestyreren?
Jeg ser med stor interesse DR’s program Forsvundne Arvinger. Det er både rørende og fascinerende, når livsfortællinger væves sammen gennem glemte familiemedlemmer og ukendte arvinger – og det hele ofte afsluttes med et velkomment økonomisk løft til nogen, der ikke anede, de havde noget til gode.
Men én ting undrer mig gang på gang:
Hvordan kan DR’s journalistiske redaktion finde arvingerne på få uger – mens bobestyrere og advokater i visse tilfælde bruger otte til ti år på det samme uden resultat?
Hvorfor går arvesager i stå?
Når en person dør uden umiddelbart kendte arvinger, går sagen til Skifteretten, som udpeger en bobestyrer, typisk en advokat. Det er vedkommendes opgave at finde ud af, hvem der har ret til afdødes formue – og hvis ingen findes, går arven til staten.
Men alt for ofte ser vi, at sagerne trækker i langdrag. Nogle advokater holder fast i sagerne i mange år, mens intet sker, og mens midlerne i boet bruges på administration, søgninger og bobestyrerhonorar. Der er desværre stor forskel på, hvor proaktive bobestyrere er – og sager risikerer at blive parkeret uden fremskridt.
DR’s journalister finder dem – hvorfor kan juristerne ikke?
I modsætning til bobestyrere arbejder DR’s Forsvundne Arvinger med slægtsforskere, historikere og arkivarer, der går metodisk, kreativt og målrettet til værks. Og det virker!
De graver i:
- Rigsarkivet og lokalarkiver
- Kirkebøger og dåbsattester
- Indfødsretsregistre og udvandringslister
- Gamle fotos og personlige papirer
- Interviewer naboer, plejepersonale og bekendte
Det er ikke magi – det er flid, metode og kreativ opklaringsarbejde.
Men her melder spørgsmålet sig: Har advokater og bobestyrere ikke adgang til præcis de samme kilder? Jo, det har de. De har lige adgang til Rigsarkivet, de samme kirkebøger og historiske dokumenter. Der er intet lukket land her – men der er en forskel i arbejdsform, motivation og tilgang.
Hvem betaler regningen, mens arvesagen trækker ud?
Svaret er enkelt: Boet selv.
Bobestyreren bliver betalt af afdødes efterladte midler. Uanset om det lykkes at finde en arving eller ej, kan der hæves honorarer for arbejdet – ofte i størrelsesordenen 1.000-2.000 kr. i timen. Hvis sagen strækker sig over flere år med løbende aktiviteter, kan en betydelig del af boets midler forsvinde i administration – uden at nogen får arv.
Der er selvfølgelig kontrol via Skifteretten, men i praksis godkendes langt de fleste regninger uden reel undersøgelse af, om sagen kunne være løst hurtigere, billigere eller mere effektivt.
Det bør give anledning til reform
Man må spørge: Er det rimeligt, at arvesager går i stå i årevis, mens der tydeligvis findes metoder og evner i Danmark, der kan opklare dem langt hurtigere?
Vi har i Danmark en enorm offentlig infrastruktur af digitale registre, persondata, kirkebøger og lokalarkiver, og adgang til dem er bred. Hvis journalister og tv-hold kan finde arvingerne – hvorfor ikke også de professionelle bobestyrere?
Der bør stilles større krav til:
- Tidsfrister i arvesager
- Kvalitetskontrol med bobestyrerens arbejde
- Uafhængig vurdering af om alle muligheder er udtømt
- Mere åbenhed om sagerne – fx en “arveportal” hvor man kan se ubesvarede arveopkald
Og måske kunne man i visse sager give Rigsarkivets slægtsforskere eller kommunale slægtseksperter en officiel rolle i afdækning af arveret, så det ikke udelukkende overlades til advokater.
Skal vi ikke kræve mere af systemet?
Arv er ikke bare penge. Det er en forbindelse mellem generationer, en anerkendelse af et menneskes liv og efterladenskaber – og for mange arvinger et kærkomment løft i en presset økonomi.
Vi skylder både de afdøde og de efterladte at tage opgaven alvorligt. Det kan ikke være rigtigt, at det tager 10 år og millioner i honorarer at løse noget, som DR kan klare på en redaktion.
Det er tid til at stille spørgsmål. Og det er tid til at sikre, at systemet arbejder for borgerne – ikke kun for bobestyreren.
Henrik Busch
22.04.2025