En hyldest til en forsinket succes!
Københavns Metro er på mange måder en af de største moderne infrastrukturelle succeser i Danmark. Ren, punktlig, driftssikker og med så høj frekvens, at man knap når at kigge på uret, før næste tog ankommer. Den giver os frihed og flow i hverdagen. Ja, den kom 30-40 år for sent, men den kom, og vi elsker den.
Den er blevet et pejlemærke for moderne bytransport i Europa – og med god grund.
Prisen og passagererne – skal vi turde justere?
Kritikere nævner, at metroen er for dyr, og at passagertallene ikke er høje nok. Men måske hænger de to ting sammen? Hvis billetpriserne blev justeret, kunne passagervolumen meget vel stige. Metroen kunne blive det naturlige valg for endnu flere, hvis man justerede prisstrukturen – især i forhold til pendlerkort, børnefamilier og ældre. Måske tiden er moden til at overveje en social prisjustering?
Finansiering med byudvikling – en genial model
Det glemmer mange: Metroen er ikke kun bygget for skattekroner. En stor del af finansieringen er sket via salg af byggegrunde i Ørestad og andre udviklingsområder i København. Det har været en moderne og innovativ model, der har skabt både by og bane. Det burde inspirere andre steder i landet – i stedet for at være et argument imod yderligere udbygning i hovedstaden.
Et folketing uden visioner for hovedstaden?
På en forespørgsel i Folketinget blev det klart: Der er ikke politisk opbakning til at investere yderligere statslige midler i Københavns Metro. Det er mildest talt mærkeligt.
For ser vi til Jylland, så får både Aalborgs 2. Limfjordsforbindelse og Marselisborg-forbindelsen i Aarhus statsstøtte – selvom projekterne dér er bilbaserede, klimabelastende og ikke nødvendigvis bæredygtige. Hvorfor er der ja-hat til asfalt i Aalborg og Aarhus, men nej-hat til skinner i København?
Er der en politisk slagside?
Mette Frederiksen er valgt i Nordjylland. Nikolai Wammen i Aarhus. Deres projekter får penge. Det må man gerne lægge mærke til. Det skal ikke nødvendigvis være enten-eller, men der bør være balance i prioriteringen.
Hovedstaden, hvor langt størstedelen af den økonomiske vækst, skattekronerne og arbejdspladserne genereres, skal også tilgodeses – ikke bare forventes at klare sig selv.
Et opråb: Mere metro – mere København – mere sammenhæng
Vi har brug for mere metro. Ikke bare til Ørestad eller Nordhavn – men til de nye byområder i syd, vest og måske endda længere ud til omegnskommunerne. Vi har brug for politisk mod og vilje til at gøre det muligt.
Det er tid til, at Christiansborg begynder at se på København som landets hovedstad – ikke bare som en selvfinansierende særskilt enhed, men som hele Danmarks metropol.
Henrik Busch
08.05.2025