Der var engang en by, hvor sund fornuft og borgerhensyn langsomt blev erstattet af beton, symbolpolitik og bureaukrati. Dette er ikke et eventyr – det er København anno 2025.
Der var engang… sådan starter de eventyr, jeg fik læst højt som barn. De fleste eventyr ender lykkeligt – og nogle gange skulle man så grueligt meget igennem, før lykken kom på den anden side. Tænk hvis København var et rigtigt eventyr. Det ville være så skønt.

Men desværre har vi en politisk ledelse, der på næsten alle måder svigter borgerne. Jeg vil skynde mig at sige, at når det gælder rengøringen af de mest belastede arealer i Indre By, så gør de det faktisk ganske godt – måske fordi det er ARKIL, en privat operatør, der holder den del af byen ren.

Jeg er af den grundlæggende opfattelse, at mennesker som oftest gør, hvad de får besked på af deres ledelse – især hvis det, de skal udføre, giver mening. Og lige her kikser København så eftertrykkeligt. Desværre.

Må jeg henlede opmærksomheden på de mange bænke, der opsættes alene for at provokere borgerne, kunderne og alle andre med bil. Jeg har mødt folk indefra systemet, som fortæller, at der er mange ting, de som medarbejdere slet, slet ikke forstår.

Tilbage til eventyret.

Der var engang en betonklods midt på Købmagergade 26 i Indre By. Den blev sat oven på en træplade, fordi nogle belægningssten var sunket, og man kunne risikere at falde i det dybe hul – i starten nok 20 gange 30 cm. Farligt var det. Og mens dem, der bor i ejendommen, måtte besvære sig ind og ud af deres opgang, stod den der – grim som kun en betonklods kan være.

Men meningen var jo god nok: Folk skulle ikke falde i hullet. Et sympatisk træk af Københavns Kommune. De passer godt på byens gæster – ville man tro. Dog knapt så godt på dem, der bor og driver virksomhed på stedet.

Betonklodsen signalerede, om ikke andet, at her er noget, der skal laves.

Nu er jeg jo byens selvbestaltede vicevært. Opdraget af de bedste i dansk detailhandel, som lægger mærke til alt. En ret pisseirriterende type, vil de fleste afdelinger i Rådhusets Teknik- og Miljøforvaltning under ledelse af kommunisten Line Barfod sikkert mene.

Gud fader bevares – det er bare en betonklods. Måske en kunstinstallation. En grafittimulighed, måske.

Den bliver i hvert fald brugt af pigerne fra Matas på den anden side af gaden som rygepausebænk – og det har den været i cirka halvandet år.

På et tidspunkt i foråret begyndte jeg at interessere mig for lige netop denne betonklods. For at se, hvordan en simpel sag kan tage år og dag at få løst i en kommune, der slet, slet ikke har styr på detaljen.

Havde jeg overset en lille ting i det stormagasin, jeg blev opdraget i, havde jeg fået en skideballe. Og hvis det havde taget så lang tid som med betonklodsen – ja, så var jeg fyret for længst.

Men i Københavns Kommune kan man slippe. Eller måske er linen lang? Nej – Line er ikke lang, men en lille klog kvinde i rød jakke, opdraget i et andet politisk system, end jeg sympatiserer med. Jeg bryder mig nemlig ikke om krig.

Jeg startede mit lille korstog med at sende et PRAJ via den ellers udmærkede alibi-app, som alle kan bruge for at gøre opmærksom på noget, der ikke fungerer eller er gået i stykker. Et super redskab – hvis det altså blev brugt. Det kan man i denne sag have sine tvivl om.

Jeg har sendt adskillige PRAJ. Der skete ikke noget. Så sendte jeg en mail med foto af den kunstneriske opstilling af træplade og betonklods. Jeg har skrevet frem og tilbage med kommunen i måneder. Hullet er der stadig.

I vil ikke vide, hvad undskyldningerne er. I vil tro, det er løgn.

Til sidst måtte jeg også have fat i ejendomsejeren – dem, Line Barfod heller ikke kan lide, fordi de ejer ejendomme, lejer for dyrt ud og tjener penge. Det må man jo ikke. For så bliver man rig, bosætter sig i Nordsjælland, køber en Tesla og kører ind til byen og handler i luksusbutikkerne.

Dem er Line Barfod ikke borgmester for, siger hun.

Nej, det er hun måske ikke. Men for fanden, Line Barfod – du er borgmester for os, der bor og driver forretning i byen. Forstå det nu.

Løsningen bliver så, at man inden jul har fundet de 8-10 sten, der skal til for at lukke hullet efter mere end halvandet år. Hullet er 0,6 m². En kæmpe opgave.

Ja, lige nu er jeg en gammel, sur mand – min alder kan jeg ikke løbe fra. Men jeg kunne være en glad mand i en glad og smuk by, hvis vi får en ledelse, der tager borgerne alvorligt og lytter.

En ledelse og nogle politikere, der har andre visioner end at gøre det besværligt at eje en bil og bo i byen – eller besøge byen i bil. Lige nu dækker man sin middelmådighed på parkeringsområdet.

En teknik- og miljøborgmester, der viste interesse for erhvervslivet, og som flyttede de små sten – eller betonklodserne – som gør det svært at drive forretning.

Længe leve eventyret, håbet, troen – og muligheden for forandring af byens politiske ledelse.

Trist nok, at Matas-pigerne må finde et andet sted end betonklodsen, når de skal ryge.

Henrik Busch

26.10.2025