Det kan man spørge sig selv efter denne uges mest omtalte sag om ansættelsen af en tidl. krænker som nærmeste rådgiver.
Man bør altid være ekstra varsom når man i iver for at komme i gang peget på gode venner, støtter eller nogen man “skylder” et eller andet. Man bør i særklasse som minister tænke sig endnu bedre om.
Når en ny minister overtager et ministerium, overtager vedkommende ikke kun medarbejdere, budgetter og strategier. Ministeren overtager også alle de uløste sager, potentielle møgsager, politiske risici, verserende klager, kritiske revisionsbemærkninger, interne konflikter, forsinkede projekter og beslutninger, som måske har været parkeret af forskellige årsager.
I erhvervslivet gennemfører en ny direktør ofte en form for due diligence eller et “100-dages eftersyn”. Noget tilsvarende burde enhver ny minister gøre.
Min anbefaling ville være, at enhver ny minister allerede i sine første dage indkalder departementschefen, afdelingscheferne og de centrale kontorchefer og giver et klart signal:
“Jeg ønsker inden for de næste 60 dage en fuldstændig gennemgang af de sager, som kan udvikle sig til politiske, juridiske, økonomiske eller mediemæssige problemer. Jeg ønsker fakta på bordet, også hvis de er ubehagelige.”
Samtidig bør ministeren give et midlertidigt “frit lejde”, hvor embedsmændene kan fremlægge problemer, fejl og bekymringer uden frygt for sanktioner. Ikke fordi fejl skal undskyldes, men fordi det er langt bedre at kende problemerne på forhånd end at opdage dem gennem en forsidehistorie i pressen eller under et samråd i Folketinget.
De største politiske kriser opstår sjældent, fordi ingen kendte problemet. De opstår ofte, fordi nogen kendte problemet, men ingen fik det bragt frem til beslutningstageren i tide.
En ny minister bør derfor bede om en liste over:
- Sager med høj medie- eller omdømmerisiko.
- Sager hvor Rigsrevisionen, Ombudsmanden eller andre myndigheder har rejst kritik.
- IT-projekter med risiko for budgetoverskridelser eller forsinkelser.
- Juridiske sager med risiko for erstatningskrav eller lovbrud.
- Sager som tidligere ministre har udskudt eller ikke ønsket at træffe beslutning om.
- Interne arbejdsmiljø- eller ledelsesproblemer.
- Områder hvor ministeriet forventer kritiske historier fra medierne inden for de kommende måneder.
Den minister, der kender sine problemer først, har mulighed for at løse dem. Den minister, der først opdager dem, når journalisterne ringer, er allerede på bagkant.
ALLE ministre – hver som en og især de nye vil skulle måles på hvad de har lavet, sagt, skrevet og lovet ikke kun i valgkampen men også for deres holdninger gennem de seneste 10-15 år – Journalisterne har en fest med at grave og de skal nok finde noget på “nogen” og mere på andre.
Nu er Folkemødet overstået og mange politikere tror på der er “fred” – det er der ikke og den fred skaber de kun ved selv at være rigtig, rigtig godt forberedt.
Husk at et ministerium består af måske det tykkeste og mest uigennemtrængelige “BETONLAG” man kan forestille – nemlig det det polstrede departement som jo er ansat til at passe på enhver minister ikke begår fejl – men departementet ved også hvor de “Rådne æbler” gemmer sig – og som muligvis kan dukke op og give nye hovedpiner for en minister der har overtaget stafetten.
Derfor burde enhver ny minister bruge sine første 60 dage på at få lys ind i alle hjørner af ministeriet. Ikke for at finde syndebukke, men for at sikre, at ingen potentielle katastrofesager ligger gemt i skufferne og venter på at eksplodere. Det er ganske enkelt god ledelse.
Henrik Busch
14.06.2026