MÅSKE – MEN HVAD SIGER DU????
Når borgerne mister tilliden til politikerne, er det måske på tide, at politikerne begynder at lytte lidt mere og tale lidt mindre.
Af Henrik Busch – 29. oktober 2026
Vi danskere er egentlig et ganske forunderligt folkefærd.
Vi bor i et af verdens mest velstående lande. Vi har et demokrati, som mange andre lande misunder os, og vi bliver igen og igen fremhævet som et af verdens lykkeligste folk.
Men når samtalen falder på vores politikere, bliver tonen ofte en ganske anden.
Og hvorfor egentlig?
Jeg tror, det handler om politikerlede. Et ord, der dækker over noget langt mere alvorligt end almindelig utilfredshed med en minister, en borgmester eller et politisk parti.
Det handler om mistillid. Om brudte valgløfter. Om partiskifter, manglende beslutningskraft, uendelige sagsbehandlingstider, kommissioner, udvalg og arbejdsgrupper, der koster tid og penge, mens problemerne fortsætter.
Men først og fremmest handler det om en voksende oplevelse af, at politikerne ikke altid har den nødvendige forståelse for det, der virkelig betyder noget i borgernes hverdag.
Har vi fået et politisk system, der er bedre til at administrere problemer end til at løse dem?
Det spørgsmål synes jeg efterhånden er ganske rimeligt at stille.
Tilliden til politikerne er ikke imponerende
Ifølge OECD’s undersøgelse fra 2025 havde 44 procent af danskerne høj eller moderat høj tillid til regeringen. For de politiske partier var tallet blot 35 procent.
Det er altså kun omkring hver tredje dansker, der udtrykker denne grad af tillid til de politiske partier.
Det bør give anledning til eftertanke på Christiansborg og landets rådhuse.
For vi har jo selv valgt politikerne. Vi har givet dem mandat til at forvalte vores fælles samfund, vores skattekroner og ikke mindst vores fremtid.
Men vi gjorde det vel i forventning om, at de ville samarbejde, lytte, prioritere og finde løsninger?
Ikke bruge al deres energi på at bekæmpe hinanden, profilere sig selv eller skabe nye administrative systemer.
Hvad er det egentlig, borgerne går og bekymrer sig om?
Lad mig komme med en række eksempler.
Leveomkostningerne er blevet en voldsom belastning.
Mad, benzin, diesel, energi og mange andre almindelige fornødenheder er steget markant i pris gennem de senere år.
Det rammer børnefamilier, pensionister og mennesker med almindelige indkomster.
Nu diskuterer politikerne forskellige modeller for momslettelser, som kan kræve betydelige administrative og tekniske ændringer.
Men hvorfor ikke også undersøge mulighederne for hurtigere skattelettelser eller et ekstra økonomisk bidrag til pensionister med de laveste indkomster?
Jeg er helt med på, at der skal findes finansiering. Men det må være muligt at prioritere konkrete løsninger, som borgerne mærker inden for en overskuelig tidshorisont.
Værdig ældrepleje – er det bare et politisk slogan?
Vi taler konstant om værdighed, selvbestemmelse og respekt for vores ældre.
Men hvorfor skal der opstå konflikter om, hvorvidt ældre mennesker kan få den mad, de selv ønsker, eksempelvis traditionelle retter med kød?
Der er ikke et generelt nationalt forbud mod kød på plejehjem. Men hvis lokale kostpolitikker begrænser beboernes valgmuligheder, bør vi diskutere, om hensynet til den enkelte ældre vejer tungt nok.
Har man levet og arbejdet et helt liv, bør man også have reel indflydelse på sin egen hverdag.
Ulvene – naturpolitik eller hensynet til mennesker?
Den danske ulvebestand vokser. Det foreløbige officielle bestandsestimat for overvågningssæsonen 2026/2027 er 77 ulve mod 49 sæsonen før.
Der er registreret mindst 60 ulvehvalpe i 2026.
Samtidig oplever husdyrholdere angreb på deres dyr, og nogle borgere føler sig utrygge.
Vi bruger penge på ulvesikre hegn, kompensation og administration. Der arbejdes også politisk med mulighederne for regulering.
Men jeg savner en mere grundlæggende diskussion: Hvor langt skal vi gå for at beskytte ulvene, og hvordan sikrer vi samtidig tryghed for mennesker og husdyr?
Det er et legitimt politisk dilemma, som ikke bør drukne i bureaukrati.
Kærshovedgård – hvor længe skal naboerne vente?
Kærshovedgård er blevet symbolet på en langvarig konflikt mellem udlændingepolitik, retssikkerhed, myndigheder og hensynet til lokalsamfundet.
I årevis har der været diskussioner om forholdene og centrets fremtid.
Men hvordan opleves det mon at bo i nærheden og igen og igen høre politiske udmeldinger uden at få den afklaring, man efterspørger?
Hvornår kommer der en varig løsning, som også tager naboernes situation alvorligt?
Ejendomsvurderingerne – en milliarddyr offentlig parodi.
Her har vi et særligt tankevækkende eksempel.
Ifølge Rigsrevisionens opfølgning fra december 2025 er udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem opgjort til 4,9 milliarder kroner i 2025-priser.
Den oprindelige økonomiske ramme var 0,1 milliard kroner.
Projektet blev afsluttet otte år senere end den oprindelige tidsplan, og der manglede fortsat nødvendige funktioner, som skulle færdigudvikles.
Prøv lige at forestille jer en privat virksomhed, der afleverer et projekt otte år forsinket og med så voldsom en budgetudvikling.
Hvem ville acceptere det uden at kræve en meget grundig forklaring?
Og hvem tager ansvaret for, at det ikke sker igen?
Parkering – mobilitet eller en pengemaskine?
I København indbragte kommunens betalingsparkering og parkeringsafgifter tilsammen omkring 717 millioner kroner i 2024.
Det er mange penge.
Samtidig oplever bilister, at parkeringspladser forsvinder, priserne stiger, og reglerne bliver vanskeligere at gennemskue.
Jeg anerkender fuldt ud, at der er forskellige ønsker til vores byrum. Nogle vil have flere cykelstier, træer og opholdsarealer. Andre har behov for bilen i deres dagligdag.
Men hvorfor skal det ene nødvendigvis udelukke det andet?
Hvor er hensynet til børnefamilierne, de ældre, mennesker med handicap, håndværkerne, erhvervslivet og alle dem, som ikke kan indrette deres liv efter en politisk forestilling om, at alle bare kan cykle?
Jeg savner en parkerings- og mobilitetspolitik, der tager udgangspunkt i den virkelige by og dens forskellige borgere.
Børn og unge mistrives – og hjælpen kommer for sent.
Vi taler om mistrivsel, psykiatri, udredning og behandling.
Alligevel oplever familier lange ventetider og vanskeligheder med at få den nødvendige hjælp.
Det er børn og unge, hvis udvikling, skolegang og familieliv kan blive påvirket, mens de venter.
Hvorfor kan vi ikke sikre tidligere og mere sammenhængende hjælp?
Hvorfor skal forældre bruge så mange kræfter på at kæmpe sig gennem systemet?
Det burde være en af vores vigtigste politiske prioriteter.
Folkeskolen – er vi ved at tale os fra problemerne?
Vi diskuterer skærme, mobiltelefoner, inklusion, tolærerordninger, trivsel og nye undervisningsformer.
Alt sammen relevante emner.
Men hvad med selve undervisningen?
Hvad med lærernes faglige niveau, kompetencer og autoritet? Hvad med ro i klasserne, respekt for lærerne og forældrenes ansvar for at opdrage deres børn?
Der findes mange dygtige og engagerede lærere. Men de skal også have mulighed for at være lærere og ikke bruge uforholdsmæssigt meget tid på konflikter, administration og opgaver, der fjerner fokus fra undervisningen.
Jeg savner en langt mere grundlæggende debat om, hvad vi forventer af skolen, lærerne, eleverne og forældrene.
Lægemangel – postnummeret må ikke afgøre hjælpen.
I dele af Danmark er det vanskeligt at tiltrække og fastholde praktiserende læger.
Det er et velkendt problem, som der også er iværksat forskellige initiativer for at løse.
Men for borgerne er spørgsmålet ganske enkelt:
Kan jeg få adgang til en læge, når jeg har brug for det?
Det burde ikke afhænge af, hvor i landet man bor.
Elbiler og grøn omstilling – hænger beslutningerne sammen?
Vi ønsker at fremme den grønne omstilling og få flere danskere over i elbiler.
Alligevel indebærer de gældende afgiftsregler en planlagt gradvis indfasning af registreringsafgiften på elbiler.
I 2026 betales 40 procent af den beregnede registreringsafgift før særlige fradrag, og efter de offentliggjorte satser stiger indfasningsprocenten til 48 i 2027.
Er det den rigtige timing, hvis vi ønsker at fremme omstillingen?
Samtidig etablerer vi ladeinfrastruktur i gadeplan med lange kontraktperioder.
Men teknologien udvikler sig hurtigt. Hurtigladning bliver mere effektiv, og måske vil langt flere om få år kunne lade på ganske kort tid ved stationer med høj effekt.
Hvorfor ikke i højere grad fremtidssikre investeringerne og skabe fleksibilitet i de lange aftaler?
Jeg siger ikke, at vi ikke skal etablere ladestandere. Jeg spørger, om vi planlægger med tilstrækkeligt blik for den teknologiske udvikling.
Kriminalitet, udlændinge og straf – hvad er rimeligt?
Vi skal også turde diskutere kriminalitet og konsekvenserne af alvorlige forbrydelser.
Der er en dokumenteret overrepræsentation af visse grupper med udenlandsk baggrund i dele af kriminalitetsstatistikken. Men tallene skal bruges korrekt.
Det er eksempelvis ikke rigtigt, at udenlandske statsborgere udgør to tredjedele af alle indsatte i danske fængsler. Opgørelser over statsborgerskab og herkomst viser forskellige forhold.
Det ændrer ikke ved, at vi skal kunne diskutere alvorlig kriminalitet, udvisning, forebyggelse og straf uden at tale udenom.
Når der falder domme i alvorlige voldssager, som borgere oplever som uforståeligt milde, skal vi også kunne stille spørgsmål til strafudmålingen og forklaringen bag den.
Retssikkerhed er afgørende. Men det er borgernes oplevelse af tryghed og retfærdighed også.
Har vi glemt, hvem systemet er til for?
Alle disse eksempler er forskellige.
Nogle handler om økonomi. Andre om lovgivning, teknologi, miljø, tryghed eller offentlig service.
Og der findes naturligvis både politiske hensyn, faglige begrundelser og økonomiske begrænsninger, som skal tages alvorligt.
Men de har én ting til fælles:
Borgerne efterspørger løsninger, der fungerer i virkeligheden – ikke kun på et politisk møde eller i en pressemeddelelse.
Vi har efter min opfattelse fået en politisk kultur, hvor der undertiden bruges for meget tid på at forklare problemerne og for lidt på at skabe synlige resultater.
Der nedsættes udvalg. Der bestilles analyser. Der udarbejdes strategier, handleplaner, redegørelser og evalueringer.
Og når vi endelig har fået en rapport, kan vi måske begynde at diskutere, om der skal nedsættes endnu en arbejdsgruppe.
Undskyld mig, men det kan da ikke være meningen, at vi skal administrere os gennem ethvert problem.
Jeg har gennem et langt arbejdsliv beskæftiget mig med ledelse, virksomheder, bestyrelser og mennesker.
Her er man nødt til at prioritere, træffe beslutninger, tage ansvar og levere resultater.
Man kan ikke blive ved med at forklare kunderne, hvorfor man endnu ikke har fået løst deres problemer.
Hvorfor skulle borgerne ikke kunne stille tilsvarende krav til de politikere, de har valgt?
Politikerne skal ikke være enige om alt – men de skal kunne samarbejde
Jeg forventer ikke, at alle politikere er enige.
Tværtimod.
Uenighed er en vigtig del af demokratiet.
Men jeg forventer, at de kan samarbejde om løsninger, som er til gavn for samfundet, også når det kræver kompromiser.
Og jeg forventer, at de er ærlige.
Hvis et valgløfte ikke kan gennemføres, så fortæl hvorfor.
Hvis et projekt bliver forsinket, så fortæl hvad der er gået galt.
Hvis et system bliver dyrere end forventet, så fortæl hvem der tager ansvar, og hvad man gør for at forhindre gentagelser.
Og hvis borgerne har gode argumenter, så lyt dog til dem.
Vi er faktisk voksne mennesker.
Vi kan godt tåle sandheden. Også når den er ubehagelig.
Det, der skaber mistillid, er ikke nødvendigvis de vanskelige beslutninger.
Det er oplevelsen af ikke at blive taget alvorligt.
Skal vi gøre noget ved politikerleden?
Det synes jeg, vi skal.
Men ikke med gadekampe, ødelæggelser og voldsomme konfrontationer, som vi fra tid til anden oplever i europæiske storbyer.
Det er ikke den vej, jeg ønsker for Danmark.
Vi skal kunne være stærkt uenige og samtidig behandle hinanden ordentligt.
Men ordentlighed betyder ikke, at vi skal holde mund.
Vi skal turde kritisere, stille krav og udfordre magten.
Jeg kunne godt tænke mig, at politikerne i langt højere grad begyndte at tage temperaturen på befolkningen.
Ikke kun gennem meningsmålinger og vælgermøder op til et valg.
Men gennem reel dialog med de mennesker, der skal leve med konsekvenserne af deres beslutninger.
Jeg efterlyser fem ganske enkle ting:
- Mere lydhørhed. Borgernes erfaringer og forslag skal tages alvorligt og have reel mulighed for at påvirke beslutningerne.
- Større handlekraft. Færre processer uden tydeligt formål og flere beslutninger med konkrete tidsplaner.
- Bedre prioriteringer. Større opmærksomhed på de problemer, der påvirker menneskers hverdag, tryghed, økonomi og værdighed.
- Mere ansvarlighed. Åbenhed om fejl, økonomi, forsinkelser og resultater.
- Mere samarbejde. Mindre politisk positionering og større vilje til at finde løsninger på tværs af partier og interesser.
Det er ikke urimelige forventninger.
Det er efter min mening helt grundlæggende krav til et velfungerende demokrati.
Kære politikere – er der en eller to af jer, der har mod på at række hånden ud?
Jeg tror fortsat på vores demokrati.
Og jeg tror, at langt de fleste mennesker, der går ind i politik, gør det, fordi de gerne vil gøre en forskel.
Men gode intentioner er ikke altid nok.
Der skal også være sammenhæng mellem det, man lover, det, man prioriterer, og det, borgerne oplever.
Vi har selv valgt jer.
Vi har givet jer et ansvar og en tillid.
Og det er vel ikke for meget forlangt, at vi gerne vil opleve, at I også lytter til os mellem valgene?
Jeg savner ikke endnu en kommission, et nyt udvalg eller en flot strategi med en smart overskrift.
Jeg savner en reel samtale om, hvad vi skal prioritere anderledes, og hvordan vi får løst nogle af de problemer, som borgerne møder hver eneste dag.
Politikerlede opstår ikke nødvendigvis, fordi borgerne forventer det umulige. Den opstår måske, fordi vi forventer det rimelige – og ikke oplever at få det.
Så mit spørgsmål til politikerne på Christiansborg og landets rådhuse er ganske enkelt:
Er der en eller to af jer, der har lyst, mod og energi til at række hånden ud og tage en åben og ærlig samtale med borgerne om vores fælles samfund?
Ikke for at holde endnu en tale.
Men for at lytte, diskutere og måske blive lidt klogere på hinanden.
Jeg stiller mig gerne til rådighed.
Og jeg er helt sikker på, at mange andre danskere også gerne vil bidrage.
For vi behøver ikke være enige om alt.
Men vi burde kunne være enige om, at vores demokrati skal fungere for de mennesker, det er sat i verden for at tjene.
Borgerne er ikke til for systemets skyld. Systemet er til for borgernes skyld.
Det synes jeg, vi alle sammen – og måske især vores politikere – skal huske lidt oftere.
Henrik Busch
Læderstræde 1 3-3 1201 Kbh K.
henrik@buschonboard.dk