Mange blev forundrede, da regeringen satte speederen i bund, da COVID-19 ramte Europa og Danmark. På få dage og uger blev der truffet beslutninger i et tempo, vi aldrig har set før. Uden at tage stilling til populariteten af de beslutninger, må man dog anerkende, at man på meget kort tid kunne gennemføre initiativer, som normalt ville tage årevis at få igennem systemet.
Men hvorfor ser vi ikke samme tempo, når det gælder andre områder, der ligeledes hører under folkesundhed?
Hvad med narkobekæmpelse? Hvad med opioidkrisen, som lige nu fylder overskrifterne? Hvad med et sundhedssystem, hvor patienter dør mellem hænderne på os eller lider i årevis med smerter, fordi kapacitet, udstyr eller struktur er utilstrækkelig?
Tag nu eksemplet med opioide piller, som i hundredtusindvis smugles ind i Danmark. Regeringen har kendt til problemet i over et år, men alligevel blev en vigtig rapport tilbageholdt i ni måneder. Først nu stikker justitsministeren hovedet frem og taler om hårdere straffe. Det er fint, men hvad med at gå hele vejen tilbage i værdikæden? Hvad med at stoppe smuglerne ved kilden? Hvad med at holde producenterne ansvarlige for distributionen? Hvad med en massiv informationskampagne om, hvor dødsensfarlige disse piller er – og hvor mange liv de allerede har kostet?
Vi burde have en fast lane for beslutninger, der handler om liv og død – præcis som vi så under COVID-19. Vi har brug for mere handling og mindre snak, færre udvalg og færre undersøgelser, når det handler om at redde menneskeliv.
Hvorfor skal vi vente, når vi ved, hvad der skal gøres?
Henrik Busch
12. februar 2025