“Don’t work harder, work smarter,” siger man. Men prøv lige at vende den: “Don’t work smarter – work harder.” Hvad sker der så?
I en tid hvor alle taler om AI, kunstig intelligens og ChatGPT som vejen til smartere arbejde, glemmer mange noget helt fundamentalt: Det menneskelige håndværk. Knofedt. Omtanke. Faglighed. Udholdenhed. Villigheden til både at tænke og at kæmpe. AI kan meget. Det kan optimere, effektivisere, analysere og inspirere. Og ja, det er klogt at bruge det. Det er smartere. Men AI kan ikke tage ansvar, det kan ikke kæmpe for en sag, det kan ikke gå det ekstra skridt for en kunde, en kollega eller en virksomhed, det kan ikke stå op for noget, når det blæser, og det kan ikke give det menneskelige nærvær, intuition og dømmekraft.
Samtidig er der stadig mange, der næsten skamfuldt undlader at fortælle, at de bruger kunstig intelligens i deres arbejde. Nogle fornægter det ligefrem, som om brugen af AI skulle være et tegn på svaghed eller manglende faglighed. For mig har det været det stik modsatte. Jeg har været så privilegeret at blive trænet i AI-brug af en af Danmarks dygtigste på området, professor Jakob Sherson fra Aarhus Universitet, gennem to et halvt år. Det har givet mig en markant højere effektivitet, nye perspektiver, større dybde, mere fakta, mere data og i det hele taget et langt stærkere fundament for mine analyser og beslutninger. Når man arbejder med AI som en nær, fortrolig medarbejder, man kommunikerer med, opstår der en helt ny kraft: menneskelig erfaring kombineret med teknologisk intelligens.
Der er også en anden dimension, som ofte glemmes. AI er en kæmpe hjælp for mennesker, der har svært ved kommunikation, dysleksi, læse-skriveudfordringer eller manglende struktur. Det giver dem adgang til at udtrykke sig, løfte sig, deltage og levere på et niveau, som tidligere var lukket for dem. Det er ikke kun teknologi. Det er inklusion.
Og så er der det globale perspektiv. For tre uger siden stod jeg i Kina hos iFLYTEK og blev simpelthen blæst bagover over den udvikling, der er sket på få år. Det, de arbejder med, er ikke små skridt, men kvantespring. Talegenkendelse, simultanoversættelse, undervisningsværktøjer, sundhedsteknologi, menneskerettede AI-assistenter – alt sammen på et niveau, der viser, at vi kun lige er begyndt at forstå, hvad kunstig intelligens kan bruges til. Der er fart på, og de er dygtige. Der er al mulig grund til at følge dem tæt.
Så hvad vil jeg sige med det hele? At fremtiden ikke handler om at vælge mellem smartere eller hårdere arbejde, men om at kombinere menneskelig vilje, faglighed og indsats med moderne teknologi. Arbejd klogt og brug AI, men lad aldrig teknologien erstatte det særlige, som kun mennesker kan. For uden vilje, mod og menneskelig kraft er ingen strategi mere end en PDF-fil, og ingen teknologi mere end et værktøj.
ELSKER AI – det kommer du også til!
Henrik Busch
07.12.2025